Sund kage – banan/choko-kage

Jeg elsker kage! Især kage, der ikke får mit blodsukker til at stige og giver mig sult og humørsvingninger. Denne kage kan spises med god samvittighed, den giver en dejlig mæthed i stedet for rumlen i maven og den giver ikke lyst til at overspise, men man føler sig glad og tilfreds efter ét stykke. Den indeholder endda både super sunde kikærter og rødbede, men lad være med at fortælle dem du serverer den for det, før de har smagt.

sund kage-2
Lækker og sund kage, der giver god mæthed. Den indeholder bl.a. banan, kikærter og rødbede, så er næsten nærmere et mellemmåltid end en dessertkage.

Sund kage
– Det skal du bruge: (nok til ca 10 pers.)

sund kage-1
Du kan lave den sunde kage i muffin forme eller én kageform.
  • 2 modne bananer
  • 70 g sukrin gold eller kokossukker
  • 90 g smør
  • ½ tsk. vaniljepulver (ikke vaniljesukker)
  • 140 g kikærter (fra dåse eller udblødte + kogte)
  • 120 g rødbede
  • 50 g kokosmel (affedtet)
  • 3 æg
  • 6 spsk. kakao
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 spsk. Fiberhusk (den gule til bagning)
  • 1 dl god æblemost (eller 20 g sukrin gold/kokossukker mere)
  • Lidt vand

Mos bananerne og smelt smøret. Skræl rødbeden og skær den i mindre stykker, kør den i minihakkeren til den er i helt fine stykker. Hvis kikærterne er fra dåse, så skyl dem godt og kør dem derefter i minihakkeren, til de er blevet til en jævn masse.

Bland alle ingredienserne sammen i en skål og rør godt til massen er ensartet. Juster med vandet, så du får en masse du nemt kan røre i. Fiber fra Fiberhusk og kokosmelet vil suge vandet til sig, derfor bliver den mere fast hvis du lader den stå et øjeblik og kan derfor have brug for lidt mere vand.
Fordel kage-massen i en springform eller i anden form. Bages ved 180 grader i ca. 35 min. tjek med en gaffel at kagen er gennembagt inden du tager den ud.

Afkøl inden servering.

Kagen kan fint spises uden noget, i sær hvis det er som et mellemmåltid, men jeg serverede den med lidt flødeskum og blåbær på toppen, fordi det skulle være lidt festligt.

Velbekomme 🙂