Kokos/banan-fuldkornspandekager

Da jeg kom hjem i eftermiddags, med en sulten dreng, skulle jeg hurtigt finde på en god, sund snack. Når nu det var fredag, tænkte jeg, at vi godt kunne hygge lidt ekstra og derfor blev det til pandekager, dog en sund version 🙂

Jeg elsker både at lave og spise pandekager; jeg synes de smager skønt og de kan varieres efter hvad, der er i køkkenet. Almindelige pandekager er ikke specielt sunde, da de indeholder store mængder hvedemel og fedt, men endnu værre er næsten det traditionelle fyld til pandekager; rent sukker, sirup eller syltetøj… Men sådan behøver det heldigvis ikke at være, for pandekager kan faktisk godt blive en forholdsvis sund spise – man skal så bare huske, at holde igen med mængden.

banan-fuldkornspandekage
Kokos-banan fuldkornspandekager med jordbærsovs. Gode som eftermiddagssnack fx efter en god lang gåtur, hvor man er både sulten og lækkersulten… Eller til brunch, hvor veninderne eller familien skal forkæles. Pandekagerne både mætter og smager godt.

I dag lå der to økologiske bananer, så de skulle naturligvis bruges. Jeg bruger altid bananer i mine pandekager, da de søder og giver en god konsistens. Derudover kom jeg lidt kokosmel og vaniljepulver i. Jeg synes resultatet blev rigtig godt, og Anton (1 år) var også tilfreds!

Det er meget sjældent jeg følger en opskrift 100 %, det bliver næsten altid på slum for lige at ”mærke efter” om der er behov for mere eller mindre af nogle af ingredienserne.

Kokos/banan-fuldkornspandekager med jordbærsovs
– (uden tilsat sukker eller sødemiddel!)

Pandekagedej til ca. 15 stk. (små tykke)

90 g hvedemel
30 g hvedeklid
40 g grahamsmel
25 g kokosmel
1 æg
1 tsk. Bagepulver
1 tsk. natron
2½ dl. Mælk
1 tsk. Vanillepulver  (urtekram) – ikke vanillesukker!
2 mosede bananer
Lidt fedtstof til stegning. Jeg brugte kokosolie, men ellers brug smør.

Mel, klid, kokos, bagepulver, natron, mælk og vanillepulver kommes i en stor skål. Ægget deles, så blommen kommes i skålen sammen med de andre ingredienser og hviden i en mindre skål. De mosede bananer vendes i massen inden hviden piskes stiv og blandes forsigtigt med de andre ingredienser (det er for at få dejen mere luftig, men er ikke nødvendigt). Pandekagedejen skal være forholdsvis tyk, hvis den ikke er tyk nok, kan du forsigtigt blande lidt mere mel i.

Varm en stor pande op med lidt fedtstof på, panden skal være ca. middel varme. Du skal bruge ca. ½ dl pandekagedej til hver pandekage. Vend pandekagen efter 1-2 minutter.

De færdige pandekager kan spises som de er, eller fx med jordbær sovs. Det er super nemt at lave og smager også godt på skyr. Jeg bruger tit jordbærsovsen på min morgen-skyr.

De her fuldkornspandekager er også gode til fx brunch.

Jordbærsovs (kan opbevares på køl i flere dage)

1 pose frosne jordbær

De frosne jordbær komme i en gryde og varmes op, de skal lige op og koge lidt i ca. 1 min. (det er for at slå eventuelle bakterier ihjel).
Når jordbærrene er kogt møre kan du mose dem med en gaffel eller blende dem evt. med en stavblender, hvis du ønsker en helt ensartet jordbærsovs.

SLANKE TIP

Selvom de her pandekager er fuldkornspandekager uden hverken fedt eller sukker, så skal du alligevel passe på med at spise for mange hvis du ønsker at tabe dig, da der er en del kalorier i. Jeg vil anbefale, at spise max 3 stk., selvfølgelig afhængig af hvad du ellers har spist/motioneret den dag.  Du kan evt. udlade brød/ris/pasta til et af dine andre måltider eller dyrke ekstra motion for at få kalorieregnskabet til at gå op.

bloglovin